- Det går stærkt. Sådan har det faktisk været i langt tid, og der er ikke udsigt til at det stopper foreløbig, siger murermesteren.
Travlheden ses tydeligt på den vækst, som firmaet Murermester Torin har oplevet det seneste års tid. I 2020 var der ansat 2 mand inklusiv murermesteren selv. I 2021 er antallet af ansatte oppe på 10, og om fem år skulle det antal gerne være fordoblet, så virksomheden kan hjælpe kunder med endnu flere husbyggerier, tilbygninger, ombygninger og badeværelser.
- Vi drømmer også om at lave endnu større projekter. Det kræver naturligvis også flere folk, siger Ruben Torin.
Som en positiv konsekvens af væksten har Ruben Torin købt en 1.300 m2 stor grund af Middelfart Kommune.
Grunden ligger på Værkstedsvej i Gelsted. Her er planen at opføre en stor hal med plads til stilladser og containere, et kontor til murermesteren og plads til yderligere to virksomheder.
- Middelfart er en god kommune at have virksomhed i. Vi ligger centralt, der er et stabilt grundlag og så nyder vi godt af den positive vækst, der generelt er i hele kommunen, siger Ruben Torin.
Murermesteren håber på at gå i gang på den nye grund i løbet af ganske kort tid. Det formelle er nemlig allerede på plads.
- Vi har fået en effektiv og god service fra kommunen. På under en uge stod jeg med byggetilladelse til grunden, fortæller han.
Ruben Torin glæder sig til mere plads og til at flytte virksomheden fra privatadressen i Gelsted, hvor pladsen er blev for trang.
- Det er en vigtig fremtidsinvestering i virksomheden, og så bliver det godt at blive en del af et erhvervsmiljø, siger han.
Er du også interesseret i en byggegrund i Middelfart Kommune? Læs mere her.