Senest har Kustrup Tømrer- og Snedker købt 3.200 kvadratmeter jord i industriområdet Middelfart Øst ved Fynsvej.

- Planen er, at vi skal bygge haller, som skal bruges til vores egne maskiner og skurvogne og til udlejning til andre virksomheder. Der er rift om både lager- og kontorfaciliteter i Middelfart Kommune, siger Michael Pedersen, der driver virksomheden med hustruen Karina Pedersen.

Han fortæller videre, at der allerede er lejere, som står klar til at flytte ind i de nye haller.

- Området ved Fynsvej er blevet attraktivt. Der er kommet mange forskellige virksomheder til, og det tiltrækker naturligvis flere, siger han.

 

Faglig stolthed

Kustrup Tømrer- og Snedkerværksted, der har hovedkontor i Kustrup, har i gennemsnit 20 ansatte inklusiv 4 lærlinge. Kundekredsen består hovedsageligt af faste kunder, som gang på gang vender tilbage.

- Nogle vil måske kalde os lidt gammeldags. Men vi ved, at kunderne kan lide, at jeg er inde over alle opgaver, at vi holder vores aftaler og bruger tid på dialog, siger Michael Pedersen og tilføjer.

- Vi prioriterer den faglige stolthed, uanset hvilken opgave det drejer sig om. Vi vil kunne se os selv i øjnene, når vi står op om morgenen, siger Michael Pedersen.