Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Fiberline: Samarbejde med Middelfart Kommune giver os flere gode kandidater

Fiberline Composites er blandt de virksomheder, som gennem flere år har arbejdet tæt sammen med Middelfart Kommunes Job- og Vækstcenter, når der skal ansættes nye medarbejdere til produktionen

Fiberline

Som en bakke, der vokser ud af landskabet, ligger Fiberline Composites’ enorme bygning direkte ud til den fynske motorvej og de mere end 60.000 trafikanter, som dagligt kører forbi.
Her har virksomheden, der er blandt verdens førende producenter af glas- og kulfiberprofiler, ligget siden 2007, hvor al produktion og administration blev flyttet fra Kolding til Middelfart.

I forbindelse med flytningen havde virksomheden behov for flere medarbejdere, fortæller Kirsten Bøjler Dall, der er HR-chef hos Fiberline. Og det var her samarbejdet med Middelfart Kommunes Job- og Vækstcenter blev grundlagt.

- Vi søger løbende efter nye medarbejdere til vores produktion. Og der er rift om dem, siger HR-chefen og tilføjer:
 
- Vi får en del ansøgninger, når vi søger nye medarbejdere, men samarbejdet med kommunen har åbnet for nogle andre muligheder, og her dukker kandidater op, som vi umiddelbart ikke ville kigge efter i første omgang.

Tina skiftede branche
I Fiberlines tilfælde består samarbejdet med Middelfart Kommune af, at ledige borgere bliver tilbudt et målrettet forløb, som består af seks ugers undervisning og fire ugers praktik.

50-årige Tina Hestbæk Olesen er en af de medarbejdere i produktionen hos Fiberline, som er blevet ansat efter forløbet ‘Industriel produktion’. Tina Hestbæk Olesen havde tidligere været ansat i en butik og i forskellige fødevarevirksomheder. Hun havde været ledig i halvandet år, da hun blev introduceret for forløbet omkring industriel produktion.

- Det var en fantastisk mulighed. I løbet af de 10 uger fik jeg en god fornemmelse for, om det var et område, jeg kunne tænke mig at arbejde med, siger Tina Hestbæk Olesen, som dog ikke lægger skjul på, at det kan være en stor omvæltning at skifte branche.

- Men vi bliver klædt godt på til at komme ud i virksomhederne. Derfor er der ikke noget, der komme som en overraskelse, når vi kommer ud. På den måde undgår man at spilde vores og virksomhedernes tid, siger hun videre.

Kan kigge i flere retninger
Umiddelbart efter de 10 uger blev Tina Hestbæk Olesen fastansat hos Fiberline. Og for virksomheden er det en stor fordel, fortæller Kirsten Bøjler Dall.

- Vi skal kigge i flere retninger og se andre muligheder, når vi skal ansætte. Forløbet Industriel Produktion har givet os mulighed for det.

Kirsten Bøjler Dall fortæller videre, at Fiberline i gennemsnit benytter sig af forløbene enten alene eller sammen med andre produktionsvirksomheder i området flere gange om året.

- Samarbejdet mellem os og Job- og Vækstcenter fungerer godt, fordi de har fingeren på pulsen. De er tæt på virksomhederne, og de ved, hvad der foregår. Både hos os og ude i samfundet.

På forkant med udviklingen
Kia Lund McDermott, der er leder af Job- og Vækstcenter i Middelfart Kommune fortæller, at man i kommunen nøje overvåger, hvilke brancher der vokser, og hvor der opstår ledig arbejdskraft. På den måde kan Middelfart Kommune hele tiden tilpasse opkvalificeringen af de ledige, hvilket er en fordel for den enkelte borger, der vil ind på arbejdsmarkedet, men også en klar fordel for virksomhederne.

- Vi opdager ofte før virksomhederne, hvor der er et behov. Det gør, at vi kan kontakte virksomhederne i god tid og hjælpe dem med at være på forkant, siger hun.

Læs om mulighederne for skræddersyet hjælp til rekruttering her.